Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Gentofte i tidsrummet 2021/06/11-2021/06/21.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Færdselsuheld, Helsingør

Klokken 10.02 blev det anmeldt, at der var sket et færdselsuheld på Sct Anna Gade, idet der havde været et sammenstød imellem en bil og en cykel. En patrulje og en ambulance blev sendt til stedet, og sidstnævnte kørte cyklisten, en 49-årig mand fra Gentofte, til kontrol på skadestuen, mens patruljen sigtede bilisten, en 59-årig mand fra Helsingør, for ikke at have overholdt sin ubetingede vigepligt.

Havde hash på sig, Klampenborg

Torsdag eftermiddag klokken 17.20 blev en 38-årig mand fra Nyborg sigtet for at være i besiddelse af en mindre mængde hash. Manden blev truffet ved Bellevue Strand.

Færdselsuheld, Skodsborg

Klokken 21.07 blev det anmeldt, at to biler kørende i hver sin retning på Skodsborgvej var stødt frontalt sammen.

Politi, ambulancer og brandvæsen blev sendt til stedet, hvor den ene part, en 27-årig mandlig bilist fra Charlottenlund, umiddelbart var alvorligt tilskadekommen, mens den anden part, en 20-årig mandlig bilist, umiddelbart blot var kommet lettere til skadet.

Begge parter blev kørt på hospitalet, og den 20-årige bliver i dag fredag klokken 11.30 fremstillet ved Retten i Lyngby sigtet for blandt andet vanvidskørsel.

Tricktyveri, Hellerup

Klokken 10.08 kom en mand ind i en frisørsalon på Strandvejen, hvor han fremviste et stykke papir til personalet på stedet. Under henvendelsen fumlede han med papiret, og da han havde forladt salonen, opdagede personalet, at en mobiltelefon var blevet stjålet fra disken.

Formentlig var det også den samme mand, som klokken 09.50 var inde i en bad- og køkkenbutik på Strandvejen, hvor han spurgte, om der var en kopimaskine. Der blev ved den episode ikke umiddelbart stjålet noget.

Manden beskrives som: østeuropæisk af udseende, 50-60 år, 170-180 cm, almindelig til kraftig af bygning, mørk i huden og med sort mellemlangt hår, der var strøget tilbage. Iført sort læderjakke med lynlås på ærmerne, hvid t-shirt, mørke bukser med tern og sorte sko. Yderligere kendetegn: manglede en fortand og havde tatoveringer på hænderne. Medbragte et stykke hvidt papir. Talte fransk. Kørende i en ældre sølvfarvet Volkswagen Golf med udenlandske nummerplader.

Løbende gerningspersoner stjal taske, Gentofte

En 36-årig kvinde fra Kgs. Lyngby anmeldte klokken 11.48, at hun aftenen før klokken 23.30 havde fået stjålet sin designertaske, mens hun gik på Søager. Her løb nogle ukendte gerningspersoner forbi hende og stjal tasken, som hun havde på armen.

På tidspunktet for døgnrapportens udgivelse foreligger der ikke beskrivelse af gerningspersonerne.

Falsk betjent ringede til flere borgere, Værløse/Charlottenlund/Smørum

En 56-årig kvinde fra Værløse lod sig ikke narre, da hun tirsdag formiddag klokken 10.15 blev ringet op af en ukendt kvinde, som fortalte, at hun ringede fra politiet for at informere den 56-årige om, at man var på sporet af nogle krimielle, som ville forsøge at tømme den 56-åriges bankkonto. Den 56-årige var dog ikke sådan at narre, og da hun spurgte, hvorfor kvinden talte polsk, når hun ringede fra Københavns Politi, lagde den ukendte kvinde røret på.

En 69-årig kvinde fra Charlottenlund anmeldte klokken 12.40, at hun klokken havde fået 10.13 et lignende opkald, men afviste at give oplysninger om sin bankkonto.

Og klokken 11.29 ringede en kvinde med samme historie til en 62-årig mand fra Smørum og bad om hans bankoplysninger, så hun kunne standse et tyveri af penge fra hans konto. Det fremgår ikke af anmeldelsen, hvorvidt manden gav disse oplysninger.

Nordsjællands Politi vil gerne understrege, at den fremgangsmetode ikke benyttes af politiet. Vi advarer samtidig imod, at man giver person-, konto- eller Nem-id oplysninger til folk, man ikke kender. Bliver man ringet op af en person, som udgiver sig for at være fra politiet eller en anden virksomhed eller organisation, bør man bede om personens navn og ringe til det sted, som vedkommende siger, at de ringer fra for at få bekræftet dette. Her er det vigtigt, at man selv finder hovedtelefonnummeret til den pågældende virksomhed eller organisation og ikke ringer tilbage til det nummer, som personen ringer fra eller oplyser.

Ridser i lakken, Gentofte

Mellem klokken 17.15 og 18.15 mandag eftermiddag har en ukendt gerningsmand lavet ridser i lakken på en Peugeot, som holdt på Baunegårdsvej. Hærværket blev anmeldt tirsdag formiddag klokken 10.48.

Båd og bådtrailer stjålet, Gentofte

En båd af mærket Sea Ray samt en bådtrailer er mellem fredag klokken 17.00 og mandag aften klokken 19.00 blevet stjålet fra Garderhøjfort. Tyveriet blev anmeldt tirsdag formiddag klokken 11.41.

Færdselsuheld, Hellerup

En 21-årig mandlig bilist fra Kgs. Lyngby kom klokken 20.41 kørende i nordvestlig retning ad Kildegårdsvej, hvor han foretog en U-vending og i den forbindelse påkørte en 50-årig kvindelig bilist fra Hellerup, som kørte i sydøstlig retning af Kildegårdsvej. Herved blev kvindens bil skubbet ind i en bil, som holdt parkeret på stedet. Patruljer kørte til stedet, hvor det blev vurderet, at den 21-årige mandlige bilist formentlig havde kørt bil under påvirkning af euforiserende stoffer. Dette bekræftede et narkometer, og han blev derfor anholdt og sigtet for narkokørsel.

Den 21-årige blev derefter kørt til hospitalet for udtagning af en blodprøve, som skal fastslå de præcise omstændigheder omkring hans eventuelle narkopåvirkning.

Der skete ved uheldet ikke umiddelbart nogen personskade.

Dreng kastede sten efter bil, Birkerød

En 58-årig mand fra Klampenborg anmeldte klokken 21.26, at han netop var kommet kørende ad Bistrupvej, da en ung dreng kastede en sten mod mandens bil, så den ramte bilruden, som der dog ikke umiddelbart tog skade i den forbindelse. En patrulje kørte til området for at lede efter drengen, og to unge personer blev kortvarigt eftersat, da de løb fra stedet. Det viste sig dog, at de ikke umiddelbart havde noget med hændelsen at gøre, og det var ej muligt at udfinde drengen, som beskrives som: 12-14 år, mør i huden. Iført rød hættetrøje.

Tyveri fra personbil

Charlottenlund: Klokken 09.11 blev det anmeldt, at der i løbet af natten til torsdag var blevet stjålet tøj, solbriller samt indhold fra en pung, der havde ligget i en bil, der havde holdt parkeret på Bernstorfflund Allé.

Klokken 10.34 blev det desuden anmeldt, at to personer omkring klokken 03.00 havde indfundet sig ved en bil parkeret på Slotsvej, og at de to havde taget i bilens døre for at mærke, om den var låst, og da den var dette, var de gået videre.

Den ene af de to personer beskrives som: Mand, 20-40 år, 170 cm høj, spinkel af bygning. Havde noget rødt og hvidt i hånden. Iført sort jakke med hvid kant samt nogle blå bukser med firkanter, der muligvis var arbejdsbukser.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev