Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Gentofte i tidsrummet 2021/07/05-2021/07/13.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Kørsel uden førerret, Charlottenlund
Klokken 17.20 blev en 33-årig mandlig bilist fra Bagsværd standset og kontrolleret på Teglgårdsvej. Her viste det sig, at hans førerret var administrativt inddraget, men at han sad bag rattet alligevel, og han blev derfor sigtet for dette.
Blufærdighedskrænkelse, Gentofte
Klokken 19.51 blev det anmeldt, at en ukendt mand søndag aften havde vist sin penis til en kvinde ved et busstoppested på Brogårdsvej.
Manden beskrives som: Minimum 175 cm høj, blond hår, i slutningen af 20’erne, korthåret med en smule skæg, slank af bygning.
Tyveri fra personbil, Charlottenlund
Klokken 04.06 blev det anmeldt, at en mand 10 minutter forinden havde taget i forreste passagerdør på en bil, der holdt parkeret på Kratkrogen. Døren viste sig at være ulåst, hvorfor den fremmede mand havde kigget i bilens handskerum, inden han løb over til en sort bil, der efterfølgende forlod stedet. Der var umiddelbart ikke blevet stjålet noget fra bilen.
Blufærdighedskrænkelse, Gentofte
Klokken 09.00 anmeldte en 49-årig kvinde, at hun tidligere på morgenen havde gået en tur om Gentofte Sø, hvor en mand havde siddet for enden af Søtoften og onaneret.
Blufærdighedskrænkelse, Gentofte
En 37-årig kvinde fra Gentofte anmeldte klokken 17.56, at hun kort forinden var blevet udsat for blufærdighedskrænkelse i Bernstorff Slotshave. Her havde en mand, som sad på en bænk i haven langs Jægersborgvej, blottet sig for hende, og kvinden skyndte sig derfor fra stedet.
Manden beskrives som: 25-30 år, østeuropæisk af udseende og med skægstubbe. Iført sort t-shirt med røde og hvide striber samt sorte shorts. Medbragte en blå cykel.
Det kan ikke afvises, at der er tale om samme mand, som også tidligere på dagen blev anmeldt for blufærdighedskrænkelse i Gentofte
Butikstyveri, Charlottenlund
Klokken 15.00 anmeldte personalet fra Sandberg Optik, at en fremmed mand et kvarters tid forinden havde været inde i butikken, hvor han havde taget fem par solbriller af mærket RayBan og derefter forladt butikken uden at betale for dem.
Manden beskrives som: Mand, 50-60 år, 175-180 cm høj, almindelig af bygning, hvid i huden, havde en grøn benprotese, havde gråt kort hår og veltrimmet gråt skæg.
Tyveri fra personbil, Hellerup
Klokken 15.05 blev det anmeldt, at der imellem mandag eftermiddag og torsdag klokken 14.05 var blevet stjålet forlygter fra en Porsche, der havde holdt på Hambros Allé.
Kørsel i frakendelsestiden, Gentofte
Klokken 18.02 blev en 22-årig mandlig varebilsfører fra Valby standset og kontrolleret på Motorring 3. Her viste det sig, at han var frakendt retten til at føre bil og stadig befandt sig i frakendelsestiden, hvorfor han blev sigtet for alligevel at sidde bag rattet.
Mistænkeligt forhold, Charlottenlund
Klokken 19.34 anmeldte en 88-årig kvinde fra Charlottenlund, at hun var blevet ringet op af en fremmed mand, der præsenterede sig som Jens Stryger fra Københavns Politi. Manden fortalte, at hendes navn var dukket op i forbindelse med en efterforskning, og at man derfor ville sende en patrulje for at afhente hendes kreditkort og smykker. Da kvinden klogelig udtrykte skepsis og blandt andet bad om et telefonnummer, hun kunne ringe tilbage til, lagde den fremmede mand på.
Kørsel uden førerret, Kgs. Lyngby
Klokken 22.16 blev en 17-årig mandlig bilist fra Gentofte standset og kontrolleret på Helsingørmotorvejen. Her viste det sig, at han sad bag rattet, selvom han ikke besad retten til at køre bil, og han blev derfor sigtet for alligevel at gøre det.
Mistænkeligt forhold, Gentofte
Klokken 00.48 anmeldte en lastbilchauffør, at han kort forinden havde kørt på Helsingørmotorvejen mod København under den gule cykelbro ved Jægersborg Station, hvorfra en glaslaske var røget ned og havde ramt lastbilens solskærm, således både flaske og solskærm var gået i stykker.
Politiet blev sendt til stedet, og det kunne ikke i første omgang konstateres, om flasken bevidst var blevet kastet, eller om flasken har stået på broen og af sig selv er faldet ned, netop som lastbilen kørte under broen.
Tyveri fra personbil, Charlottenlund
Mellem klokken 14.00 og 14.20 knuste en ukendt gerningsperson ruden ved førerdøren på en bil, som holdt parkeret på Rådhusvej. Fra bilen blev der stjålet en pung indeholdende divserse kort samt en bærbar computer og nøgler.
Færdselsuheld, Gentofte
Klokken 15.28 skete der et færdselsuheld i forbindelse med kødannelse på Motorring 3. En 32-årig mandlig bilist fra Roskilde kørte i vestlig retning i 3. vognbane, hvor han overså, at en forankørende 51-årig mandlig bilist fra Tune, bremsede. Den 32-årige nåede ikke at bremse i tide og påkørte derved den 51-årige, som efterfølgende påkørte en forankørende 28-årig mandlig bilist fra Rødovre. Der skete i forbindelse med uheldet ikke umiddelbart nogen personskade. Grundet bilernes placering måtte et spor af vejen midlertidigt afspærres, og der blev derfor rekvireret skiltevogn til at vejlede de øvrige trafikanter, mens der blev ryddet op efter uheldet.
Overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, Charlottenlund
Klokken 15.10 blev en 25-årig mand fra Charlottenlund sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, idet han udtalte ukvemsord til en patrulje på stedet, ligesom han sendte knap så høflige håndtegn i patruljens retning.
Mand skabte uro, Fredensborg
Ifølge en anmeldelse, som indløb klokken 19.38, gik en mand rundt på Nødebovej, hvor han råbte af forbipasserende og standsede flere køretøjer. En patrulje kørte til stedet, hvor de traf en 19-årig mand fra Gentofte Patruljen skønnede, at manden var i en tilstand, hvor han ikke kunne tage vare på sig selv, og han blev derfor taget med på stationen. I den forbindelse var den 19-årige udadreagerende, og det medførte, at han blev sigtet for overtrædelse af straffelovens §119.
Batteri stjålet fra el-cykel, Charlottenlund
Mellem klokken 07.00 og 13.49 stjal en ukendt gerningsperson batteriet fra en el-cykel, som i gerningstidsrummet stod parkeret på Lindegårdsvej.
Kunne ikke redegøre for varerum fuld af kaffekapsler, Gentofte
En patrulje standsede klokken 14.30 en udenlandsk varebil på Gentoftegade. Her fik de en snak med føreren, en 21-årig udenlandsk mand, og da patruljen studsede over hans forklaring på, hvorfor han befandt sig i området, bad de ham om at åbne ind til varerummet, så de kunne undersøge varebilens indhold.
Bilens varerum viste sig at være fyldt med kasser, som indeholdt et mistænkeligt stort antal kaffekapsler, og den 21-årige kunne ej heller redegøre for besiddelsen deraf. Patruljen undersøgte derfor forholdet nærmere, og da noget kunne tyde på, at kapslerne var tilegnet via databedrageri, blev den 21-årige anholdt og sigtet for dette. Han blev derefter taget med på politistationen, og han skal nu fremstilles i grundlovsfør ved Retten i Lyngby tirsdag klokken 13.00.
Hærværk, Kgs. Lyngby
Klokken 05.09 blev det anmeldt, at skærmen på en hæveautomat på Jernbanepladsen var blevet smadret med en bushammer.
Politiet blev sendt til stedet, hvor en 21-årig mand fra Gentofte blev antruffet og sigtet for forholdet. Umiddelbart havde maskinen slugt mandens hævekort, hvilket havde irritereret den 21-årige nok til, at han valgte at smadre skærmen med en bushammer.
Den 21-årige blev derfor ikke sigtet for at have forsøgt at berige sig selv med sin handling, men derimod sigtet for hærværk.
Indbrud i privat beboelse i Nordsjællands politikreds anmeldt den 5.-6. juli 2021
Tyveri fra lomme, mellem Hellerup og Hillerød
Klokken 09.12 anmeldte en 25-årig mand fra Frederiksværk, at han imellem lørdag klokken 23.59 og søndag klokken 00.20 havde fået stjålet sin mobiltelefon samt diverse kort fra sin lomme, imens han havde kørt med S-toget fra Hellerup Station til Hillerød Station, hvor han på turen var faldet i søvn.