Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Gentofte i tidsrummet 2021/08/09-2021/08/17.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Kom i håndgemæng
Klampenborg: Ni personer kom søndag eftermiddag klokken 16.36 i håndgemæng med hinanden på Bakken. En patrulje kom til stedet og fik talt parterne til ro og sikrede deres generalia.
Vold, Gentofte
Klokken 09.38 anmeldte en 29-årig kvinde fra Søborg, at hun klokken 07.45 havde cyklet på Vangedevej nær stationen, da en for den 29-årige ukendt kvinde havde cyklet op på siden af hende og umotiveret slået hende med knyttet hånd på venstre side af ansigtet.
Gerningspersonen beskrives som: Kvinde, dansk af udseende, 35-40 år gammel, 175-180 cm høj, spinkel af bygning, hvid i huden, blå øjne, med langt hår, iført sort cykelhjelm, korte cykelbukser og cykel-t-shirt. Kørte på en racercykel.
Forsøg på bedrageri, Gentofte
Klokken 13.06 anmeldte en kvinde fra Gentofte, at hun klokken 12.20 var blevet ringet op fra et hemmeligt nummer. I den anden ende af røret var der en polsktalende kvinde, som fortalte, at hun ringede fra Nordsjællands Politi, og som ydermere fortalte, at der var en bande på fire personer i området, som bar våben og havde nøgler til alle lejemål. Modtageren af opkaldet fattede dog klogelig mistanke til personen i røret, hvorfor hun afbrød samtalen.
Åbnede bildør som cyklist påkørte, Klampenborg
Klokken 16.38 blev det anmeldt, at en cyklist cyklende på Emiliekildevej kort forinden havde påkørt en netop åbnet bildør, idet en 36-årig mand fra Vallensbæk havde åbnet bildøren kort forinden cyklisten skulle passere. En patrulje blev sendt til stedet, hvor den 36-årige blev sigtet for ikke at have udvist tilstrækkelig agtpågivenhed. På tidspunktet for døgnrapportens udgivelse foreligger der ikke yderligere oplysninger om sagen, heriblandt cyklistens eventuelle skader og tilstand.
Færdselsuheld, Gentofte
Klokken 23.39 blev det anmeldt, at der netop var sket et færdselsuheld på Helsingørmotorvejen ved Gentofte, hvor to biler var stødt sammen, idet en personbil ført af en 21-årig mand fra Albertslund havde påkørt en anden personbil ført af en 62-årig kvinde fra Gilleleje bagfra.
Både føreren af den bagfrakommende bil, passageren deri samt den 62-årige kvinde blev efterfølgende kørt på hospitalet for kontrol af deres skader. Nordsjællands Politi har ikke yderligere oplysninger om deres tilstand.
Nordsjællands Politi skal nu undersøge færdselsuheldet nærmere og herunder vurdere, om der er grundlag for at foretage sigtelser.
Mand viftede med gaspistol
Hellerup: En 43-årig mand fra Hellerup skabte onsdag eftermiddag klokken 12.50 stor uro og utryghed, da han gik på strandvejen med en pistol i hånden. Flere patruljer blev sendt til området, og manden blev anholdt og sigtet for overtrædelse af Ordensbekendtgørelsen. Det viste sig ved nærmere eftersyn, at der var tale om en gaspistol, som blev beslaglagt.
Dæk ødelagt
Hellerup: Onsdag eftermiddag klokken 15.45 blev det anmeldt, at en BMW, som holdt på Lille Strandvej mellem søndag eftermiddag og mandag morgen klokken 08.00 har været udsat for hærværk. En ukendt gerningsmand har punkteret alle fire dæk på bilen.
Blev bedt om at skrue ned
Klampenborg: Deltagerne i en fest på Fabritius Alle blev onsdag aften omkring klokken 22.18 bedt om at skrue ned for musikken, så de omkringboende kunne få lidt aftenfred.
Fik skruet ned for musikken
Gentofte: En patrulje kørte klokken 21.46 til Plantagevej, hvor nogle unge mennesker spillede så høj musik, at det var til gene for de omkringboende. Her blev de unge bedt om at skrue ned for musikken.
Tricktyve på spil i møbelforretning
Hellerup: Tre tricktyve var mandag aften på spil i møbelforretningen Purehome på Strandvejen. Her kom de klokken 18.00 ind i forretningen, hvor den ene stillede en masse spørgsmål om de udstillede møbler. Efter godt 10 minutter forlod de forretningen og herefter opdagede medarbejderen på stedet, at en taske med en bærbar pc var blevet stjålet. De tre personer beskrives som A: Mand, østeuropæisk af udseende, 30-35 år, 170-175 cm høj og spinkel af bygning, hvid i huden med sort kort hår. B: Kvinde, østeuropæisk af udseende, 30-35 år, 170 cm høj og spinkel af bygning, hvid i huden med langt mørkt hår. C: Mand, østeuropæisk af udseende, 32-35 år, 175 cm høj og muskuløs af bygning, hvid i huden med sort kort hår med et år på venstre side af ansigtet. Han talte fransk/engelsk og var iklædt mørk blazer, mørke jeans, sort trøje samt guldsmykker.
Fik frastjålet kreditkort
Hellerup: Mellem klokken 02.41 og klokken 11.00 søndag fik en 49-årig mand fra Hellerup frastjålet sit kreditkort, som efterfølgende blev brugt til at hæve penge på. Den 49-årige har forklaret, at han om natten var kørt hjem med en taxa, hvor chaufføren sagde, at hans kort ikke virkede og i stedet bad manden om at betale med mobilepay. Den 49-årige opdagede senere, at hans kreditkort manglede og, at der var hævet penge på dem.
Mistænkeligt forhold
Charlottenlund: Klokken 01.14 anmeldte en beboer på Strandlund, at der stod en person og kiggede ind ad vinduet. Personen forlod dog stedet, da han fandt ud af, at han var opdaget. Flere patruljer blev sendt til området, men det lykkedes desværre ikke at udfinde manden. Han beskrives som: mand, ikke etnisk dansk af udseende, 185-190 cm høj, almindelig af bygning, brun i huden. Iført mørk hue, mundbind, grå jakke, jeans.