Uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Gentofte i tidsrummet 05.06.2023-13.06.2023

v

Blev slået i hovedet, Klampenborg

En 20-årig mand fra Holte kom mandag kl. 03.32 i karambolage med to mænd, efter at han påtalte deres upassende opførsel over for en kvinde i bussen. Da den 20-årige stod af bussen ved busstoppestedet ved Helsingørmotorvejen/Klampenborgvej, blev han slået i ansigtet af en af de to mænd, hvis opførsel han havde kommenteret på.

Bortvist fra bus, Hellerup

En 65-årig mand fra Hellerup blev klokken 18.28 bortvist fra en bus, hvor han ikke ville vise billet og efterfølgende nægtede at forlade bussen.

Musik til ulempe, Klampenborg

En patrulje kørte klokken 23.36 til en p-plads ved Slotsalléen, hvor en mindre gruppe unge hørte musik så højt, at det var generende for beboerne i nabolaget. De unge pakkede herefter sammen og forlod stedet.

Panttyv på spil, Charlottenlund

En panttyv var søndag formiddag på spil på Hans Bruuns Vej. Her havde han omkring klokken 9 været inde i en have, hvor han havde stjålet tre store poser med pantflasker. Da han var på vej ud af haven, blev han opdaget af stedets beboer, som satte efter ham og konfronterede ham med hans tyveri. Panttyven slap den ene pose, hvorefter han forsvandt fra stedet. Han beskrives om asiatisk af udseende, 50-60 år, 160 cm, almindelig af bygning, sort hår og iført brunlig jakke og brune bukser. En patrulje kørte til stedet og kørte herefter rundt i området i forsøg på at finde panttyven. Det lykkedes dog ikke.

Sigtet for narko, Charlottenlund

KL. 09.15 blev en 36-årig mand fra Charlottenlund sigtet for besiddelse af en mindre mængde narko på Bernstorffsvej i Charlottenlund.

Sigtet for salg af narkotika, Gentofte

En 46-årig fra Solrød Strand blev klokken 20.25 anholdt og sigtet for salg af narkotika. Manden blev truffet ved Mariebjerg Kirkegård, hvor han var i besiddelse af et større kontantbeløb samt flere mobiltelefoner.

Sigtet for vold, Hellerup

En 21-årig mand fra Gentofte blev klokken 10.13 anholdt og sigtet for vold, efter han kort forinden havde slået en 27-årig mand fra Charlottenlund i hovedet med en cykelhjelm i S-toget mod Frederikssund. Den 21-årige blev taget med på politistationen, hvor han blev afhørt til sagens videre efterforskning.

Spyttede efter og blottede sig for kvinde, Dyssegård

En 33-årig mand spyttede søndag kl. 20.35 efter en 31-årig kvinde fra København på Dyssegårdsvej i Dyssegård, der blev ramt på fødderne. Herefter trak han bukserne ned og begyndte at tisse. En patrulje rykkede ud til stedet, hvor den 33-årige blev anholdt for blufærdighedskrænkelse.

Tricktyveri, Charlottenlund

KL. 20.54 anmeldte en 79-årige kvinde fra København, at hun kl. 16.00 var kommet gående på fortovet på Strandvejen i Charlottenlund, da en sort bil med to personer stoppede for at spørge den 79-årige på gebrokkent engelsk, hvilken vej Rigshospitalet lå, idet kvindens mor lå døende på bagsædet. Den 79-årige tilbød, at de kunne køre efter hende hen til Rigshospitalet, hvilket personerne takkede ja til. Kvinden gav den 79-årige en uægte ring i guld som tak for hendes hjælp og afledte den 79-årige ved at lægge guldringen på hendes håndled, uden hun tænkte videre over det. Den 79-årige konstaterede efter ca. 500 m, at personerne ikke kørte efter, og at hendes eget guldarmbånd manglede.

Personerne beskrives som:

A: Kvinde, ikke etnisk dansk af udseende, 45 år. Kropsbygning: Kraftig, Hudfarve: Brun, Hårfarve: Sort, Yderligere kendetegn: Et modermærke på kinden, Talte: Engelsk, Genkendes: Ja.

B: Mand, 45 år, ikke etnisk dansk, brun i huden og sort hår. Skægstubbe og stort hoved.

Tyveri fra bil, Hellerup

Fra en bil, som stod på Strandvejen, er der mellem tirsdag aften og onsdag formiddag stjålet et løbehjul. Tyveriet blev anmeldt klokken 12.03.

g

Foto: ABW

Tilmeld dig vores nyhedsbrev