Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Gentofte i tidsrummet 2023/04/17-2023/04/25.

Bedstefar med barnevogn vakte opsigt, Charlottenlund

En mand, som gennem flere timer opholdt sig omkring Berlingsbakke med en barnevogn, vakte så megen opsigt, at en borger klokken 15.23 kontaktede politiet. En patrulje kørte til stedet og traf manden. Det viste sig, at han var på familiebesøg i området og hjalp med pasningen af sine børnebørn.

Drenge på tag, Charlottenlund

Klokken 17.15 ringede en borger og fortalte, at syv drenge var kravlet op på taget ved en fritidsklub ved Ordrup Skole. Borgeren havde forsøgt at få drengene til at komme ned, men uden held. En patrulje kørte til stedet, men drengene var ikke at se, hverken på taget eller i området omkring fritidsklubben.

Færdselsuheld, Charlottenlund

En 29-årig mand fra Søborg kørte ad Ordrupvej mod øst ind i krydset Ordrupvej/Homegårdsvej, da en 61-årig mand fra Holte, som
kørte foran den 29-årige, påbegyndte venstresving ad Holmegårdsvej, hvorfor den 29-årige ikke nåede at bremse, og der skete en påkørsel. Ingen melding om personskade.

Færdselsuheld, Dyssegård

En 49-årig kvinde fra Søborg kom Kl. 19.50 kørende fra Gentofte Skole ad Dyssegårdsvej, da en anden bilist var kommet fra højre sidevej uden at holde tilbage, hvorved den 49.årige kvinde kørte direkte ind i siden på modpartens køretøj, hvorved der sket totalskade på begge køretøjer, der skulle borttransporteres af Falck. Ingen melding om personskade.

Mistænkeligt forhold, Gentofte

Klokken 19.34 kom en anmeldelse om, at en mand gik rundt med en kniv i området omkring Brogårdsvej. Flere patruljer blev sendt til området, hvor man traf en 30-årig mand, som passede på det signalement, der var givet ved anmeldelsen. Det viste sig imidlertid, at manden ikke var i besiddelse af en kniv og i øvrigt ikke kunne knyttes til hændelsen.

Mulig støvsugertyv på spil, Hellerup

En mand anmeldte torsdag klokken 10.54, at han i en ejendom på Heslegårdsvej var stødt på en for ham ukendt mand, som løb ned ad trappen og tog en støvsuger. I første omgang havde anmelderen ikke tænkt nærmere over det og forlod stedet men synes så alligevel, at det virkede mistænkeligt og vendte tilbage til ejendommen. Her konstaterede han, at et vindue til ejedommen var brudt op og kontaktede derfor politiet med et signalement af manden, som havde taget støvsugeren. Han beskrives som mellemøstlig af udseende, 30-32 år, 180-185 cm høj, kraftig af bygning, brune øjne, skægstubbe, iført khakigrøn hættetrøje, kasket og handsker.

Ridser i lakken, Gentofte

Mellem onsdag aften og torsdag klokken 09 har en bil, som stod på Ræveskovsvej været udsat for hærværk, idet en ukendt gerningsperson har tilført bilen flere ridser i lakken. Hærværket blev anmeldt klokken 09.52.

Sigtet for at stjæle knallert, Gentofte

To 15-årige unge mænd fra Søborg og Gentofte blev torsdag aften sigtet for at stjæle en knallert på Stolpegårdsvej. En borger opdagede deres forehavende og kontaktede politiet, som fik fat i de to unge. Deres værger og de sociale myndigheder blev underrettet om sagen.

Sigtet for hash, Hellerup

En 22-årig mand fra Valby blev kl 19.50 sigtet for besiddelse af en mindre mængde hash på Philip Heymans Allé i Hellerup.

Tagkonstruktion brændt, Klampenborg

Onsdag eftermiddag klokken 15.10 udbrød der brand i tagkonstruktionen på en villa på Klampenborgvej. En håndværker, der arbejdede på stedet måtte til behandling på hospitalet. Han blev tillige sigtet for overtrædelse af Beredskabsloven. Ilden fik så godt fat i tagkonstruktionen, at den brændte ned inden det lykkes brandvæsenet at få slukket ilden. I forbindelse med branden og slukningsarbejdet var Klampeborgvej spærret mellem Krathusvej og Hvidørevej.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev