Her kan du se uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Gentofte i tidsrummet 2024/03/07-2024/03/19.

Batteri til el-cykel stjålet, Gentofte

Søndag eftermiddag mellem klokken 14.30 og 17.30 er der på Ericavej stjålet et batteri fra en el-cykel. Tyveriet blev anmeldt klokken 18.02.

Blev slået med en pose brød, Hellerup

En 49-årig kvindelig cyklist fra Hellerup anmeldte kl. 12.51, at hun var kommet cyklende ad Strandvejen, hvor der var en masse vejarbejde i gang. En mand gik inde på fortovet og kvinden kørte ind bag ved ham på sin cykel. Manden blev meget sur på kvinden, og sagde, at hun skulle stå af cyklen, og sagde ligeledes: “bitch”, hvorefter kvinden spurgte: “Hvad sagde du?”. Derefter slog manden kvinden i hovedet med en pose brød, formentlig rugbrød. Kvinden råbte op og gjorde opmærksom på, at han havde slået hende i hovedet, hvorefter manden forlod stedet. Beredskabspatrulje til stedet.

Færdselsuheld, Gentofte

En 32-årig kvindelig bilist fra Hørsholm holdt kl. 09.08 stille ved afkørslen Tuborgvej, Helsingørmotorvejen i sydgående retning. Her blev hun påkørt bagfra af en 34-årig kvindelig bilist fra Holte, der kørte i samme retning – idet den 34-årige bilist ikke havde bemærket, at den 32-årige bilist holdt stille. Beredskabspatrulje og Ambulance til stedet. Den 32-årige bilist blev kørt til tjek på nærmeste hospital. Ingen melding om personskade.

Lovgivning om euforiserende stoffer, Gentofte

Klokken 19.30 stoppede politiet en 25-årig mand fra København på Ryvangs Alle ved Hellerup station. Han blev under visitationen fundet i besiddelse af to klumper hash, to opbevaringsglas med cannabis ekstrakt og ni vingummier indeholdende cannabis.

Sigtet for hash, Gentofte

En 17-årig mand fra Vanløse blev kl. 18.45 sigtet for besiddelse af hash på Gentoftegade.

Stjal slik og energidrik, Hellerup

Torsdag ved middagstid blev en 24-årig udenlandsk mand taget for butikstyveri i Meny på Strandvejen, hvor han havde taget slik og energidrik med ud af butikken uden at betale for det. Manden blev sigtet for forholdet.

Udviste utilstrækkelig agtpågivenhed, Gentofte

En 67-årig kvindelig bilist fra Gentofte blev kl. 10.04 sigtet for overtrædelse af Færdselsloven, i det hun påkørte en 43-årig kvindelig bilist fra København bagfra på Adolphsvej. Beredskabspatrulje til stedet. Den 67-årige bilist kørte fra stedet, men blev efterfølgende fundet, og sigtet for ikke at have udvist tilstrækkelig agtpågivenhed. Ingen melding om personskade.

Værktøj stjålet fra bil, Gentofte

Mellem fredag eftermiddag og mandag morgen klokken 06.30 er der stjålet diverse værktøj fra en bil, som stod i Fuglegårdsvænget. Tyveriet blev anmeldt klokken 07.55.

Færdselsuheld, Gentofte

Anmeldelse kl. 03.52 om to biler i sammenstød på Helsingørmotorvejen. Beredskabspatrulje og Ambulance til stedet. En 34-årig mand fra Kgs. Lyngby blev efterfølgende sigtet for spirituskørsel og bragt til nærmeste hospital for blodprøveudtagning.

Narko, Charlottenlund

En 27-årig mand fra Glostrup blev kl. 10.48 sigtet for besiddelse af en mindre mængde hash på Ordrupvej.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev