Her kan du se uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Gentofte i tidsrummet 2024/07/29-2024/08/06.
Bedrageri, Gentofte
Klokken 13.01 fik politiet en anmeldelse om bedrageri fra en 92-årig kvinde fra Vangedevej. Hun fortalte politiet, at hun var blevet ringet op af en mand, der udgav sig for at være fra banken. Han spurgte om hun havde doneret et større beløb til Ukraine, hvilket hun ikke havde. Imens de talte i telefon, blev den 92-årige kvinde bedt om at udlevere kort og kode til en anden mand, som ankom til hendes adresse. Men umiddelbart efter at manden havde forladt hendes adresse, blev hun mistænksom, og skyndte sig at kontakte banken for at spærre kortet. Svindlerne havde imidlertid nået at hæve et større beløb.
Blev bedt om at skrue ned, Charlottenlund
En fest på Øresundsvej var natten til mandag så højlydt, at politiet blev kontaktet. En patrulje kørte til stedet og fik skruet ned for musikken, så de omkringboede kunne få nattero.
Cyklist kørt ned, Gentofte
Klokken 16.59 skete der et færdselsuheld på Skovgårdsvej. En 86-årig mand fra Charlottenlund foretog venstresving ad Klampenborgvej mod Skovgårdsvej i sydlig retning, hvor der skete sammenstød med en 54-årig mand på cykel. Cyklisten blev kørt på hospitalet og billisten blev sigtet for overtrædelse af færdselsloven.
Eltavle kortsluttede, Hellerup
Søndag aften klokken 20.14 kom en anmeldelse om, at der var brand i en kælder i en ejendom på ved Eltham. Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor det blev konstateret, at der var tale om en eltavle, der var kortsluttet på grund af oversvømmelse fra søndagens kraftige regnvejr.
Fik påbud om at skrue ned, Hellerup
En 17-årig ung mand fik lidt efter midnat påbud om at skrue ned for musikken, da en patrulje kørte til hans adresse På Højden. Patruljen kom til stedet efter en anmeldelse om, at der gennem længere tid var blevet spillet så høj musik, at det var til ulempe for de omkringboende.
Havde hash på sig, Klampenborg
En 22-årig mand fra Brønshøj blev klokken 01.12 natten til onsdag truffet af en patrulje på Strandvejen. Her blev han fundet i besiddelse af en mindre mængde hash, hvilket han blev sigtet for.
Indbrud i kiosk, Gentofte
Klokken 02.27 natten til torsdag var der indbrud i en kiosk på Brogårdsvej. Gerningspersonen har knust ruden i en dør for at skaffe sig adgang til forretningen. Det var på anmeldelsestidspunktet ikke opgjort, hvad der var stjålet.
Kastede med fyrværkeri, Gentofte
Klokken 23.22 kom en anmeldelse om at tre unge mænd havde kastet med fyrværkeri ved Charlotteklubben på Vangede Bygade. En patrulje kørte til stedet, men de unge mænd var ikke at finde i området.
Linolie antændte skraldespand, Klampenborg
En klud med linolie var klokken 00.25 årsag til, at der gik ild i en skraldespand ved en garage på Strandvejen. Kluden havde selvantændt og forårsaget høje flammer. Beboerne blev tilset på stedet af ambulancepersonalet og en 64-årig mand blev sigtet for overtrædelse af Beredskabsloven.
Musik til ulempe, Hellerup
En patrulje kørte torsdag aften til Gjørlingsvej efter det klokken 22.54 blev anmeldt, at der blev spillet høj musik til ulempe for de omkringboende. Beboerne på adressen blev bedt om at skrue ned for musikken, hvilket de efterkom.
Sigtet for narkokørsel, Charlottenlund
Torsdag aften klokken 21.37 blev en 35-årig mand fra København standset, da han kom kørende ad Strandvejen ved krydset med Jægersborg Allé. Da manden var påvirket af euforiserende stoffer, blev han sigtet for narkokørsel og taget med på hospitalet for at få udtaget en blodprøve. Den skal nu analyseres for at fastlægge hans nøjagtige påvirkningsgrad til brug for den videre behandling af sagen.
Sigtet for tyveri, Klampenborg
En 59-årig kvinde fra København blev onsdag aften sigtet for tyveri, idet hun klokken 21.39 stjal en taske fra en gæst på Bakken, som var i færd ved at prøve en forlystelse.
Stjålne lygter, Hellerup
Anmeldelse kl. 11.22 om at der forlygterne til en BMW på Margrethevej var blevet afmonteret og stjålet i tidsrummet mellem søndag den 28. juli kl. 22.00 og mandag den 29. juli kl. 11.15.
Tyveri fra personbil, Gentofte
En 34-årig mand fra Folevænget fik en kedelig overraskelse, da han søndag morgen konstaterede, at begge forlygter på hans bil var blevet stjålet i løbet af natten.
Tyveri fra personbil, Gentofte
Natten mellem lørdag og søndag fik en 50-årig mand stjålet rattet fra sin bil, som holdt på Drachmannsvej.
Uenighed om betaling, Dyssegård
Klokken 04.10 kom en anmeldelse om, at en kvinde ikke havde betalt for den taxatur, hun havde været på. En patrulje kørte til Vangedevej, hvor taxaen befandt sig og kunne konstatere, at der i mellemtiden var blevet betalt.
Butikstyveri, Kgs. Lyngby
En 53-årig kvinde fra Charlottenlund blev kl. 15.06 sigtet for butikstyveri i Magasin og Matas på Lyngby Hovedgade.
Pålægstyv på spil, Snekkersten
En 53-årig kvinde fra Helsingør blev kl. 17.18 sigtet for butikstyveri Netto på Nørrebakken, hvor hun blandt andet havde stjålet skinke, ost og leverpostej.
Påhængsvogn væltede, Tikøb
En påhængsvogn med 18 tons korn væltede mandag aften klokken 19.45, da den traktor, som kørte med den skulle igennem en rundkørsel på Esrumvej/Harreshøjvej. Der skete ingen personskade ved uheldet, det tog dog et par timer førend al kornet var suget op fra vejen.
Truede restaurantpersonale, Hundested
Mandag aften omkring klokken 20 truede en 28-årig mand fra Valby en medarbejder fra restaurant Knud. Den 28-årige havde spist på stedet, hvorefter han gik uden at betale. Medarbejderen og en kollega fulgte efter den 28-årige, hvilken fik ham til at lave pistoltegn mod den ene medarbejder. Den 28-årige blev sigtet for trusler på livet og for at forlade restauranten uden at betale.
Mand bortvist, Helsingør
En patrulje måtte klokken 22.40 køre til madmarkedet på Ny Kronborgvej, hvor en 40-årig mand fra Frederiksberg ikke ville forlade stedet, som skulle til at lukke. Den 40-årige blev bortvist af patruljen.
Forsøgte at køre fra politiet, Slangerup
En 33-årig mand fra Hillerød forsøgte mandag aften at køre fra politiet. Manden blev klokken 22.50 truffet af en patrulje på Slangerupvej, men nægtede at standse på patruljens anvisning. I stedet kørte manden fra stedet via Bistrupvej, Slangerupvej, Nøglegårdsvej og Nymøllevej. Her fik patruljen fat i manden og sigtede ham for narkokørsel, spirituskørsel samt besiddelse af narko.
Sigtet for tyveri, Helsingør
En 17-årig ung mand fra Ålsgårde blev klokken 01.08 natten til tirsdag sigtet for tyveri. Den unge mand havde i Nygade fået øje på to andre unge mænd, som var iført et par fodboldhalstørklæder og gik indbyrdes og småsloges for sjov. Det fik den 17-årige til at rive halstørklæderne fra dem og løbe fra stedet, hvorefter han smed halstørklæderne i en skraldespand.
Sigtet for vold, Hellerup
To unge mænd på henholdsvis 18 og 19 år, begge fra Hellerup, blev natten til tirsdag sigtet for grov vold mod en 16-årig ung mand også fra Hellerup. Episoden skete klokken 02.37 på Niels Andersens Vej i forlængelse af en verbal uoverensstemmelse. Ifølge oplysninger fra anmeldelsen blev den 16-årige slået i jorden, hvorefter han blev slået og sparket og måtte køres på hospitalet. Sagen skal nu efterforskes yderligere.