Her kan du se uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Gentofte i tidsrummet 2024/08/26-2024/09/03.

Spirituskørsel, Gentofte

Anmeldelse kl. 01.30 om, at en 18-årig kvindelig bilist fra Charlottenlund havde påkørt et helleanlæg på Parkovsvej. Beredskabspatrulje til stedet. Kvinden viste sig at have en promille som oversteg 0,5, og blev sigtet for spirituskørsel.

To sigtede indbrudstyve, Charlottenlund

Anmeldelse kl. 04.42 om indbrud hos Slagter Lund på Jægersborg Allé. Beredskabspatrulje til stedet, som ved ankomst til stedet mødte en kvindelig borger, som udpegede to mænd, der gik længere nede ad Jægersborg Allé. Det lykkedes beredskabspatruljen at få fat i de to mænd, en 44-årig mand fra København og en 38-årig mand fra Valby, som efterfølgende blev sigtet for indbruddet.

Ukrudtsbrænderbrand, Gentofte

Klokken 15.45 fik politiet en anmeldelse om en brand i et grantræ i en have på Høeghsmindevej. En 76-årig mand var kommet for tæt på træet med sin ukrudtsbrænder, og det kostede en sigtelse for overtrædelse af beredskabslovgivningen. Beboeren havde selv fået slukket ilden.

Bortvist fra carport, Klampenborg

En 34-årig udenlandsk mand blev søndag aften ved 22-tiden bortvist fra en carport på Bellevuevej, hvor han havde taget ophold for at sove.

Manglende førerret, Charlottenlund

En 79-årig mandlig bilist fra København blev kl. 01.20 sigtet for at køre bil på Strandvejen, selvom hans kørekort var administrativt inddraget.

Narkokørsel, Hellerup

En 21-årig mandlig bilist fra København blev kl. 01.40 sigtet for narkokørsel på Strandvejen.

Sigtet for hash, Hellerup

En 24-årig mand fra Hvidovre blev kl. 02.00 sigtet for besiddelse af en joint ud for Onsgårds Tværvej.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev