Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Gentofte i tidsrummet Mar 13, 2018-Mar 21, 2018.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Stjal designermøbler
Dyssegård: Fra en villa på Dyssegårdsvej er der i tidsrummet fra mandag klokken 20 til tirsdag klokken 15 stjålet seks Wegner Y-stole samt B&O-højtalere. Tyven er kommet ind ved at knuse en rude i køkkendøren.

Forsøg på indbrud, Gentofte

Klokken 18.40 anmeldte en borger, at to mænd kort forinden havde forsøgt at bryde ind i en lejlighed på Jægersborgvej, men at de var stukket af, da de var blevet opdaget i deres forehavende.

De to mænd beskrives som:

A: Mand, østeuropæisk af udseende, 20-25 år, 170-175 cm høj, spinkel af bygning, hvid i huden, med lyst kort hår. Var iført mørkt tøj, hue og handsker og medbragte en værktøjskasse og et koben.

B: Mand, østeuropæisk af udseende, 30-35 år, 170-175 cm høj, kraftig af bygning og skaldet. Var iført mørkt tøj og handsker og medbragte en værktøjskasse.

Kikkertkigger vækkede mistanke
Hellerup: En kvinde vækkede mistanke, da en 46-årig mand fra Hellerup var ude at gå med sin hund. Manden gik ad Strandvejen ved 22.40-tiden søndag aften, da han så en kvinde stå og trykke sig lidt i nogle buske, hvorfra hun med en kikkert så op mod nogle lejlighederne. Den 46-årige mand konfronterede kvinden og sagde til hende, at hendes forehavende ikke var helt normalt. Det fik kvinden til at forlade stedet på en damecykel. Kvinden beskrives som godt 175 cm høj, iført en dynefrakke og en strikhue.

Tyveri fra personbil, Gentofte
Klokken 13.42 anmeldte en kvinde, at der mellem klokken 13.00 og 13.42 var blevet stjålet en bærbar computer, opladeren hertil samt diverse dokument er fra hendes bil, der holdt parkeret på parkeringspladsen ved Gentofte Megacenter.

Tyven havde fået adgang til bilen ved at knuse en af bilens ruder.

Tyverier fra biler
Nordsjælland: En række biler rundt om i hele Nordsjælland har i det seneste døgn været udsat for indbrud. Indbruddene er sket ved at tyven har knust enten en side- eller bagrude i bilerne. I de fleste tilfælde er der stjålet tasker, punge, mobiltelefoner, tøj og computere. I Gentofte var udbyttet fra en af bilerne to kufferter med 500 sokker, 100 bælter og 20 par bukser, og i Rungsted Kyst løb tyven, udover en taske med en pung, solbriller og makeup, også med en kurv med strikketøj.

Armbåndsure stjålet fra villaer
Gentofte/Hellerup: Flere armbåndsure er tirsdag mellem klokken 8.30 og 18 blevet stjålet fra en villa på Bregentved Allé. Tyven er kommet ind ved at knuse en rude i hoveddøren. Der er tale om ure af mærkerne Bremont , Suunto
og Tissot. Også fra en villa i Hellerup er der stjålet armbåndsure. Her er der blandt andet tale om Rolex-ure og et Patek Phillipe-ur. Desuden er der stjålet en bærbar pc og fire pas. Indbruddet her er sket på Kildegårdsvej tirsdag mellem klokken 7.30 og 16.30, hvor tyven har skaffet sig adgang ved at knuse en rude i en terrassedør.

Tyveri fra bil

Gentofte: Fra en bil, som holdt på p-pladsen ved IKEA er der mandag eftermiddag mellem klokken 16.50 og 16.55 stjålet en stor pose bland-selv slik, et par solbriller og en pusletaske. Tyven har knust en siderude for at få adgang til tingene, og bilens ejer så en mand, som løb væk fra bilen. Den formodede tyv beskrives som: Mand, østeuropæisk af udseende, 30-40 år, 180-185 cm. høj og muskuløs af bygning. Han var skaldet/kronraget men havde et veltrimmet fuldskæg og var iført grå sweatshirt og mørkeblå løse bukser.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev