Politirapporten uge 15

Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Gentofte i tidsrummet Apr 09, 2018-Apr 17, 2018.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Lejligheder i ejendom udsat for indbrud
Charlottenlund: To lejligheder i en ejendom på Maglemosevej har været udsat for indbrud. I begge tilfælde er der stjålet smykker. Tyven er kommet ind ved at knuse en rude i den ene lejlighed og har efterfølgende brudt døren til den anden lejlighed op. De to indbrud er sket mandag mellem klokken 7.30 og 16.44.

Fandt bildele i baghave
Gentofte: En 52-årig mand opdagede søndag eftermiddag tre affaldssække, som stod i et buskads i hans baghave på Vemmetofte Allé. I sækkene var nye bildele, blandt andet rat og instrumentpanel og det sære fund, fik manden til at kontakte politiet, som sendte en patrulje ud for at hente hittegodset.

Taske stjålet fra bilsæde
Gentofte: En 60-årig kvinde fik torsdag aften stjålet sin taske, da hun kortvarigt forlod sin bil. Kvinden havde været ude at handle i IKEA, og da hun ville sætte indkøbsvognen på plads, lod hun sin taske stå på forsædet af sin ulåste bil. Det var for fristende for en tyv, som stjal tasken, der indeholdt en sort bærbar computer af mærket HP.

Løb med 48 flasker vin
Charlottenlund: 48 flasker vin og en sækkevogn er i tidsrummet fra torsdag klokken 15 og fredag klokken 06.45 stjålet fra en varebil, som holdt på Charlottenlund Stationsplads. Tyven er kommet ind i bilen ved at bryde en sidedør op.

 

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Del på sociale medier