Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Gentofte i tidsrummet Dec 03, 2018-Dec 11, 2018.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, Gentofte
Klokken 11.38 kom to chauffører fra samme transportvirksomhed op at toppes nær Gentofte Megacenter, da de blev uenige om en køretur for en kunde.
Begge parter, to mænd fra København på henholdsvis 30 og 44 år, havde indledt sig i slagsmål og tildelt hinanden slag med mindre overfladiske skader til følge, og de blev derfor begge sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
Butikstyveri, Hellerup
En 27-årig mandlig butikstyv fra Birkerød blev tilbageholdt i Meny på Strandvejen klokken 16.21, da han havde stjålet fiskeolietabletter og to ladyshavere. En patrulje kørte til stedet og sigtede ham for forholdet.
Falsk tøjsælger muligvis spottet igen, Gentofte
Klokken 15.05 anmeldte en 62-årig mand, at han netop var blevet antastet ved Gentofte Megacenter af en udenlandsk mand, der havde forsøgt at komme i kontakt med ham på italiensk og engelsk.
Anmelderen havde i medierne læst om Armani-manden, som er en eller flere personer, der forsøger at sælge falsk Armani-tøj under påskud af at være på vej i lufthavnen med en stak Armani-kollektionsprøver under armen, som ikke kan komme med tilbage til Italien, hvorfor tøjet er til salg meget billigt.
Den 62-årige verfede manden væk og kontaktede politiet, som kørte til stedet og kiggede efter den udenlandske mand, der desværre ikke var til at finde.
Manden beskrives som: Mand, Sydeuropæisk af udseende, 40 år, 180 cm, almindelig af bygning, brun i huden med sort kort hår. Talte engelsk og var iført mørkt tøj.
Ros til den 62-årige for at være årvågen. Skulle andre støde på lignende tøjsælgere, opfordrer Nordsjællands Politi til, at man straks ringer 114.