En ny uge er startet, og vi er klar med en masse spændende film og særarrangementer i Gentofte Kino!
På torsdag har vi hele 4 premierefilm på programmet:
Grandmother, er en sort komedie med Charlotte Rampling i rollen som den livskraftige bedstemor Ruth, mens George Ferrier ses i rollen som den selvødelæggende Sam.
Dramaet En boghandel i Paris handler om Vincenzo, der har dedikeret sit liv til en lille boghandel i Paris, samt til sin datter, der bor hos ham, efter at hun kom ud for en ulykke nogle år tidligere.
Bullet Train har Brad Pitt i den altoverskyggende hovedrolle som Mariehøne – den evigt uheldige lejemorder, der nu satser på en nem og fredelig opgave, men skæbnen har andre planer…
Animationsfilmen DC League af Superkæledyrene er baseret på DC Comics række af kriminalitetsbekæmpende kæledyr. Filmen er instrueret af folkene bag Vilde Rolf og LEGO Batman-filmen, og vises med dansk tale af bl.a. Christian Fuhlendorff, Mette Blomsterberg samt Emil og Magnus Millang.
Det fantastiske drama Rose har netop vundet Biografklub Danmarks Asta-pris, og derfor har vi inviteret Sofie Gråbøl til at kigge forbi og fortælle lidt om filmen til en særvisning mandag d. 15. august.
Der er også besøg, når instruktør Erik Poppe og skuespiller Lisa Carlehed gæster biografen onsdag d. 10. august, når de vil introducere og fortælle om deres nye film Udvandrerne.
Derudover viser vi fortsat Min sommer i Provence, Elvis og Murina.
Vi glæder os til at tage imod jer!
Grandmother
Sams selvdestruktive opførsel har ført hans liv ind i en nedadgående spiral, som i sidste ende kan medføre døden. Til sidst bliver det så alvorligt at han smides ud af kostskolen for at vende hjem og det til noget af en overraskelse.
Hans bedstemor Ruth, som sidder i kørestol, er flyttet ind hos familien, og selv om det ikke er Sams ansvar alene at hjælpe til med bedstemorens pleje, involveres han mere end han har lyst til. Bl.a. skal han sørge for at underholde hende – og hente gin til hende. Langsomt opdager han, at der er mere ved hans bedstemor, end han ved første øjekast havde forestille sig f.eks. har hun arbejdet som krigsfotograf…
Trods generationskløften bliver Ruths og Sams tid sammen en mulighed for dem begge at forstå sig selv på en ny måde og at favne det sværeste de hver især må kæmpe med for at komme videre.
Instruktør Matthew J. Saville har med ‘Grandmother’ skabt en sort komedie med Charlotte Rampling i rollen som den livskraftige bedstemor Ruth, mens George Ferrier ses i rollen som den selvødelæggende Sam.
Se alle spilletider og køb billetter
En boghandel i Paris
Sergio Castellito indtager rollen som Vincenzo, en ældre og sorgfuld herre, som har dedikeret sit liv til den lille boghandel, som han ejer i Paris, samt til sin datter Albertine (Matilda De Angelis), som bor hjemme hos ham, efter at hun kom ud for en voldsom ulykke nogle år tidligere. En dag træder Yolande (Bejo) ind i hans forretning. En ung smuk kvinde, der sprudler af liv, lyst og humor. Charmeret af hendes smittende energi, vækkes følelser hos Vincenzo, som han for længst troede hørte fortiden til – Noget, der får ham til at sætte spørgsmålstegn ved, hvordan han vil leve resten af sit liv…
ETTORE SCOLAS SIDSTE MANUSKRIPT FILMATISERET AF SERGIO CASTELLITO! ”En ganske særlig dag”, ”La Famiglia”, ”Le Bal”, ”La Terrazza”, ”Ærkefjender”, ”La Cena” og ”En fattig mands historie”. Ettore Scola har skrevet og instrueret nogle af alle tiders bedste europæiske film. Men i 2016 afgik den elskede filmmager ved døden i en alder af 84 år, og hans sidste manuskript blev ikke filmatiseret. Nu har hans ven og instruktørkollega Sergio Castellito foreviget ovennævnte manuskript på film, og det med ham selv og Bérénice Bejo (Oscar-, Golden Globe- og BAFTA-nomineret for ”The Artist”) i hovedrollerne.
Se alle spilletider og køb billetter
Bullet Train
Action-thrilleren Bullet Train har Brad Pitt i den altoverskyggende hovedrolle som Mariehøne – den evigt uheldige lejemorder, der nu satser på en nem og fredelig opgave. Skæbnen har dog andre planer og i et ensemble af lejemordere, der alle har ét forbundet, men modstridende mål kolliderer det hele ombord på verdens hurtigste tog. Hans eneste mål er derfor at finde ud af, hvordan han kommer af!
‘Bullet Train’ er instrueret af David Leitch, som tidligere har stået bag Deadpool 2, og ligesom i Marvel-filmen er der masser af action og humor i vente på togturen gennem Japan.
Brad Pitt er en af verdens største filmstjerner og har alsidige titler som Seven, Mr. & Mrs. Smith og Once upon a Time… in Hollywood på CV’et.
Se alle spilletider og køb billetter
DC League af Superkæledyrene
Animationsfilmen ‘DC League af Superkæledyrene’ er baseret på DC Comics række af kriminalitetsbekæmpende kæledyr.
Supermans hund, Krypto, er uadskillelige bedste venner, der deler de samme superkræfter og bekæmper kriminalitet i Metropolis side om side. Da Superman, og resten af Justice League, bliver kidnappet, må Krypto overbevise en gruppe dyr fra dyreinternatet – hunden Ace, grisen PB, skildpadden Merton og egernet Chip – om at mestre deres nyfundne superkræfter og hjælpe ham med at redde superheltene.
Oprindeligt blev verden introduceret for Legion of Super-Pets i 1962, der naturligvis bestod af Krypto, men også Streaky the Supercat, Beppo the Super-Monkey og Comet the Super-Horse.
‘DC League af Superkæledyrene’ er instrueret af folkene bag Vilde Rolf og LEGO Batman filmen. Filmen vises med dansk tale af bl.a. Christian Fuhlendorff, Mette Blomsterberg samt Emil og Magnus Millang.
Se alle spilletider og køb billetter
Særarrangementer i Gentofte Kino
Mød Sofie Gråbøl, og se vinderfilmen Rose!
“Rose” er netop blevet kåret som vinderen af Biografklub Danmarks Asta-pris, som årets bedste Biografklub Danmark-film – valgt af medlemmerne. I den anledning viser vi prisvinderen en enkelt aften, så kig forbi og se eller gense det fantastiske drama, og mød hovedrolleindehaver Sofie Gråbøl, som vil fortælle om filmen fra scenen.
Om filmen: Stemningen er høj og forventningerne er store, da en busfuld glade nordjyder forlader Aalborg på deres livs rejse til Paris. I bussen sidder også Inger (Sofie Gråbøl), søsteren Ellen (Lene Maria Christensen), svogeren Vagn (Anders W. Berthelsen) og forude ligger der en hel uge og venter på dem med god mad, Eiffeltårnet, Seinen og alt hvad den franske hovedstad ellers kan byde på. De er dog knapt nået frem til den jyske motorvej, før Inger (Sofie Gråbøl) højlydt erklærer at hun er skizofren og snart har hun sat hele selskabet på den anden ende. Luften bliver tyk af fordomme og den gode stemning i bussen daler hastigt. Man skal dog ikke skue hunden på hårene. For allerede efter få timer i Paris kommer nordjydernes talenter til kort og det viser sig, at Inger er den eneste som både mestrer sproget, det franske spisekort og de gode manerer i en grad, der får overbevist selskabets værste pessimister. ‘Rose’ er ikke bare en stærkt underholdende og hjertevarm fortælling, men det er også en film der får os til at glæde os over alle livets og individets nuancer, hvis vi bare tør åbne vores øjne. Filmen som er baseret på filminstruktør Niels Arden Oplevs egen familie tæller udover Sofie Gråbøl, Lene Maria Christensen, Anders W. Berthelsen også Søren Malling, Peter Gantzler, Karen-Lise Mynster, Christiane G. Koch, Illyès Salah og Jean-Pierre Lorit blandt de medvirkende.
Mandag den 15. august kl. 19.30 Billetpris: 100 kr. inkl. besøg.
Forpremiere: Udvandrerne – Mød Erik Poppe og Lisa Carlehed
Gentofte Kino får helt ekstraordinært besøg af både instruktør Erik Poppe og skuespiller Lisa Carlehed, inden vi viser deres nye drama “Udvandrerne”!
Erik Poppe anses for at være en af Europas mest erfarne og overbevisende instruktører, anerkendt for sit arbejde med skuespillere og upåklageligt veludviklede, flerstrengede fortællinger. Hans film er ofte bygget op omkring stærke skuespillerensembler, gode manuskripter, forførende kameraarbejde og en imponerende evne til at finde rytmik og musik i klipningen. Han lavede bl.a. ”Kongens valg” med Jesper Christensen i hovedrollen.
Svenske Lisa Carlehed har siden hun var barn medvirket i diverse projekter på teater, film og tv. Hun er datter af skuespilleren, instruktøren Ingemar Carlehed, så showbusiness er kommet ind med modermælken. I starten af 00’erne studerede hun skuespil i både Paris og Århus, og siden har hun især arbejdet med film-, reklame- og teaterproduktion i Danmark og Tyskland, og vi har senest set hende i ”Psychosia” og ”De forbandede år”.
“Udvandrerne” er historien om modet til at vove sig ud i det ukendte. Hjemme på gården i Småland ser Kristina og Karl Oskar, hvordan livet tørrer ud. Fra vest, over det store hav, høres historier om en ny verden. En chance for at starte forfra. Et håb tændes, og Kristina og Karl Oskar forlader Sverige. Det er et storslået og tidløst eventyr. Det er historien om Sverige og om at turde følge vores drømme. Filmen er baseret på Vilhelm Mobergs elskede romaner, bl.a. klassikerne “Utvandrarna”, ”Invandrarna”, ”Nybyggarna” og ”Sista brevet till Sverige”, og fortæller historien om, hvordan halvanden million svenskere tog turen til USA i håbet om et nyt, bedre liv.
Onsdag den 10. august kl. 16.30 Billetpris: 115 kr. inkl. besøg.
The Beatles: Get Back – Med unik tagkoncert af RubberBand
Oplev Peter Jacksons koncertfilm ”The Beatles: Get Back – The Rooftop Concert” + LIVE-koncert med Danmarks originale ”Beatles-band” RubberBand fra taget af biografen inden filmstart!
Glæd dig til The Beatles’ uforglemmelige koncert på taget af Apple Corps’ hovedkvarter på Savile Row den 30. januar, 1969. Peter Jackson har instrueret den 60-minutter lange dokumentarfilm, som handler om den ikoniske musikgruppe og indspilningen af musikken bag filmen ‘Let It Be’ fra 1970. Inden filmstart vil Danmarks originale ”Beatles-band” RubberBand spille LIVE-koncert fra taget af biografen.
RubberBand startede i 1979. Dengang blev det nærmest opfattet som blasfemisk at kopiere Beatles eller deres musik. Selv om dette var folks generelle opfattelse, fortsatte RubberBand med at øve til de havde deres første offentlige koncert, under navnet “Billerne” (De skiftede senere navn til RubberBand, inspireret af Beatles LP’en “Rubber Soul”). Reaktionen var fantastisk – de såkaldte kritikere blev pludselig entusiastiske RubberBand fans! Dette var de første skridt i deres karriere som professionelt band. Det varede ikke længe før de spillede rundt omkring i hele landet, og fik det ry, at det var et godt valg uanset hvilken anledning man skulle fejre, TV shows, festivaler (med over 30.000 gæster), private fødselsdagsfester, (med så få som 10 gæster), firmafester osv… som sagt, i alle former og anledninger, årsager af forskellig art, (jubilæum), lige meget hvad, – RubberBand !
Lørdag den 27. august kl. 16.00 Billetpris: 150 kr. inkl. koncert og film
Velgørenhedsarrangement med De vilde svaner
De Vilde Svaner er instrueret af Peter Flinth og Ghita Nørby efter manuskript af Jesper W. Nielsen og Dronning Margrethe II baseret på H.C. Andersens eventyr af samme navn. Filmens enestående scenografi består af decoupager skabt af H. M. Dronning Margrethe. Endvidere kan Dronningen ses i en mindre rolle i filmen.
Aftenen indledes fra scenen af instruktør Ghita Nørby og instruktør Peter Flinth samt filmens producent Jacob Jørgensen.
Set i lyset af den hjerteskærende situation i Ukraine ønsker Gentofte Kino med visningen af De Vilde Svaner at donere aftenens overskud til Kong Frederik Den Syvendes Stiftelse. Med udgangspunkt i Stiftelsens ønske om ”at bidrage til at yde fattige og ulykkelig stillede Pigebørn Ophold, Undervisning, Opdragelse og Uddannelse” ønsker biografen at kunne hjælpe denne vigtige indsats både i Ukraine og i Danmark.
Filmen handler om den lille prinsesse, Elisa, der lever lykkeligt med sine 11 brødre, da deres far, Kongen, gifter sig igen. Kongen er forblændet af den nye Dronnings skønhed og trolddomsmagt, så han sender Elisa bort, samtidig med, at Dronningen forvandler brødrene til svaner. Med hjælp fra en gammel kone genfinder hun sine brødre, der nu er svaner om dagen, men mennesker om natten. Hun vil gøre alt for at frelse sine brødre. Feen Fatamorgana viser hende i en drøm, hvordan hun skal sy 11 panserskjorter af nældehør, for at de kan få deres menneskeskikkelse igen. Men indtil det er sket, må hun være stum.
Tirsdag den 6. september kl. 20.00 Billetpris: 210 kr. inkl. oplæg.
I samarbejde med Gentoftegade Bibliotek
Hannibal og Jerry
I samarbejde med Gentoftegade Bibliotek viser Gentofte Kino endnu en klassisk børnefilm, der har rod i bøger eller tegneserier. Denne lørdag byder vi på den sjove familiefilm “Hannibal og Jerry”. Det er en filmatisering af Kim Fupz Aakesons børnebog “Didriksen detektiverne” fra 1988.
Hannibal er en pæn og artig dreng, men Far og Mor synes, han hænger for meget foran fjernsynet. De forærer ham derfor hunden Jerry, som han bliver meget glad for. Jerry kan ikke gø, men kan til gengæld tale. Den snu legetøjsfabrikant Onkel Morfar og hans håndlanger Morbror Harry vil gerne have fat i Jerry, og det medfører diverse forviklinger, der involverer en rar hundehandler, en uheldig glarmester og et særpræget politimakkerpar. Med mellemrum bryder personerne ud i sang.
Filmen er instrueret af Michael Wikke, Steen Rasmussen, som har tidligere instrueret ‘Motello’ (1998), ‘Flyvende farmor’ (2001) og ‘Gooseboy’ (2019).
Lørdag den 20. august kl. 10.00 Billetpris: 45 kr.
Øvrige særarrangementer:
Live Country-koncert med Claire Kelly Fredag d. 26. august kl. 20.00
Sommerkoncert med André Rieu Søndag d. 28. august kl. 13.00
An African Night’s Dream – med Karen Blixen i Afrika Onsdag d. 31. august kl. 20.00
Golden Days 2022: Shakespeare in Love Søndag d. 4. september kl. 20.00
Golden Days 2022: Ben Chawes Live-koncert Torsdag d. 8. september kl. 20.00
Klassiske børnefilm: Hjælp! Jeg er en fisk Lørdag d. 10. september kl. 10.00
Golden Days 2022: Psycho Lørdag d. 17. september kl. 19.30
Vi viser stadig…
Min sommer i Provence
Se spilletider og køb billetter
Elvis
Se spilletider og køb billetter
Murina
Se spilletider og køb billetter