16. juli kan man opleve nogle af verdens modigste mænd og kvinder, når der bliver afholdt Red Bull Cliff Diving fra taget af Københavns Operahus. Det er første gang i fire år at Red Bull Cliff Diving gæster København og femte gang siden 2013.

En exceptionel sportsgren har brug for en exceptionel scene. Derfor er det også passende, at Red Bull Cliff Diving i år vender tilbage til København efter fire års pause fra den danske hovedstad. Det sker lørdag den 16. juli.

Her skal verdens bedste cliff divers håndtere maksimalt mentalt og fysisk pres, når de kaster sig ud fra taget af Operaen i København og rammer vandet under dem med op til 85 km/t.

Vanen tro er der gratis adgang til arrangementet, som plejer at tiltrække tusindvis af tilskuere til vandkanterne i Københavns havn, hvor de skaber en forrygende stemning.

Kvinderne springer i København

Dette års udgave af Red Bull Cliff Diving i København bliver historisk på den måde, at der for første gang vil være en konkurrence for kvinder. Det har der ikke været ved de tidligere konkurrencer i byen.

Mændene springer som sædvanligt fra platformen i 27 meters højde, mens kvinderne kaster sig mod vandoverfladen fra 22 meters højde. Noget australske Rhiannan Iffland, verdens mest vindende kvindelige cliff diver nogensinde, glæder sig ekstremt meget til.

– Årets Red Bull Cliff Diving World Series nærmer sig med hastige skridt, og jeg ser virkelig frem til den kommende sæson. Jeg føler mig ekstremt motiveret og klar til endnu et spændende år. Jeg besøgte København til mændenes event som tilskuer i 2018. Lokationen er helt utrolig, så jeg glæder mig virkelig til at vise danskerne, hvad kvinderne kan i den her sport og vise, at det her også er en sport for kvinder, siger Rhiannan Iffland.

Otte mænd og otte kvinder har allerede sikret sig en plads blandt de faste cliff divers. Der bliver uddelt fire wildcards til kvindernes konkurrence og fire til mændenes på alle destinationer. De kæmper selvfølgelig om at vinde hvert enkelt event, men dyster også om den samlede sejr og muligheden for at hæve King Kahekili Trophy.

Om Red Bull Cliff Diving World Series Red Bull Cliff Diving World Series har eksisteret siden 2009. Deltagerfeltet består både af sportens største stjerner og de mest lovende talenter. Cliff Diving er voldsomt komplekst og dermed en ekstremsport i sin reneste form. Uanset om man springer fra 22 eller 27 meter.

Red Bull Cliff Diving World Series afholdes på exceptionelle steder, hvor cliff divers springer fra bygninger, rene klipper, historiske broer eller ved siden af vandfald.

For mere information gå til www.redbullcliffdiving.com

Tilmeld dig vores nyhedsbrev