​Hvorfor bruge rent drikkevand til opgaver som spuling af kloakker, rengøring af veje og vanding? Region Hovedstaden har sammen med Gladsaxe Kommune fundet en løsning så forurenet grundvand, der er blevet renset på regionens vandanlæg, og kan spare brugen af rent drikkevand i en række kommunale opgaver.​

Foto ABW

Hver time pumpes der cirka 25.000 liter forurenet grundvand op fra området omkring en tidligere grusgrav syd for Vadstrupvej i Bagsværd. Region Hovedstaden oppumper og renser vandet med sand- og kulfiltre, så forureningen i området ikke spredes og udgør en risiko for Bagsværd Vandværk.

”Vores drikkevand er under voldsomt pres, og derfor er det rent spild at bruge det til at spule kloakker og til rengøring af veje. Med dette projekt er det lykkes i stedet at bruge renset grundvand til noget nyttigt, så vi kan spare på det rene drikkevand. Det giver rigtig god mening, og det er oplagt at undersøge om lignende løsninger kan bruges på flere af regionens store vandanlæg i fremtiden,” siger Line Ervolder (C), formand for Miljø- og klimaudvalget i Region Hovedstaden.

Ifølge Danske Regioner er mere end hver anden drikkevandsboring i Danmark i dag forurenet med rester af pesticider og andre giftstoffer. Og i mere end hver 10. drikkevandsboring er forureningen over grænseværdien. Derfor er det blevet nødvendigt at overveje, hvordan vi fremover bruger det rene drikkevand.

Løsning der gør forskel
Her kan løsninger som den i Bagsværd gøre en forskel. Alene én slamsuger fylder sin tank med 10.000 liter rent drikkevand, når den skal ud at spule kloakker. Ved vandanlægget på Vadstrupvej kan kommunens store køretøjer i stedet køre op til vandanlægget og tappe det rensede vand direkte derfra.

Formand for Trafik- og Teknikudvalget i Gladsaxe Kommune, Ole Skrald Rasmussen, hilser også projektet velkommen:

”Det har gennem flere år været et ønske at kunne bruge andet end drikkevand til gadefejning og vanding af vejbeplantninger. Jeg ser flere gode perspektiver i dette projekt og i et fortsat godt samarbejde om tilsvarende muligheder, siger han.

Regionen kontrollerer løbende kvaliteten af det rensede vand, så det overholder Gladsaxe Kommunes krav.

Fakta

  • Region Hovedstaden driver 60 vandanlæg, som oppumper og renser forurenet grundvand, for at sikre drikkevandet mod forurening.
  • På disse anlæg oppumpes årligt 2,3 mio. kubikmeter vand, hvilket svarer til den mængde vand, Frederiksberg Forsyning årligt oppumper til drikkevand.
  • Efter rensning er vandet rent, men det overholder ikke krav til drikkevandskvalitet.
  • Region Hovedstadens indsats på jordforureningsområdet er bl.a. rettet mod foru¬rening med klorerede opløsningsmidler, fordi disse stoffer udgør den største trussel mod drikkevandet og inde¬kli¬maet i boliger i hovedstadsregionen

Kilde Region Hovedstaden. 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev