Trods intenst arbejde i næsten et år er Novafos endnu ikke lykkedes med at reparere utæthederne på spildevandsledningen i Skovshoved Havn. Badning ved Skovshoved Havbad frarådes fortsat.

Pressefoto Gentofte Kommune

En tryktest af den svært tilgængelige udløbsledning viser desværre, at reparationerne ikke holder. Novafos fortsætter derfor reparationerne og arbejder stadig på en ny permanent løsning.

”Det er stærkt beklageligt, og vi er virkelig kede af de gener, det har givet og stadig giver borgere og badene i Skovshoved,” siger direktør for spildevand i Novafos, Søren Dreyer.

”I Novafos har vi arbejdet hårdt på en løsning sammen med eksterne rådgivere og dygtige specialister. Men vi må desværre konstatere, at problemerne har vist sig langt mere komplicerede og omfattende, end de første undersøgelser viste,” forklarer han.

Novafos har således helt siden september 2023 været i gang med at opspore og reparere skaderne på udløbsledningen, der ligger nedgravet i havbunden under Skovshoved Havn. Desværre viser den seneste tryktest, at reparationerne ikke er tilstrækkelige, og derfor må havbadet forblive lukket en tid endnu.

Med de kendte utætheder forventes tætningsarbejde at være færdigt i april 2025. Samtidig er et arbejde i gang med at finde en permanent løsning til robustgørelse af udløbsledningen. Afhængig af projektering, myndighedstilladelser og anlægsperiode forventes en permanent løsning at være udført i 2028-2029.

Utålmodig borgmester
Gentoftes Borgmester er ligeledes frustreret over, at det endnu ikke er lykkedes at reparere ledningen. Gentofte Kommune har efter dialog med havnens brugere nu igangsat en række midlertidige løsninger på Skovshoved Havn.

”Det er en rigtig dårlig nyhed, at det ikke er lykkedes at reparere utæthederne, og jeg kan godt forstå, at man som borger er meget utålmodig. Jeg har respekt for, at det teknisk er meget vanskeligt at udføre arbejdet. Men samtidig er det jo som lægmand uforståeligt, at vi stadig står med en utæt ledning”, siger borgmester Michael Fenger.”

Borgmesteren understreger, at kommunen både hvad angår reparation af ledningen og etablering af en god permanent løsning, vil være i løbende dialog med Novafos og følge arbejderne tæt.

”Grænsen er nået for, hvad vores borgere må tåle i denne sag, så udover at følge arbejdet tæt, arbejder vi på højtryk med at give alternative muligheder til havnens brugere.”

Gentofte Kommune har aftalt med Skovshoved Havbad, at der bliver opstillet en sauna og faciliteter til omklædning mv. i havnens sydlige del, hvor man godt må bade. Samtidig opsættes to ekstra trapper på badebroen, der bl.a. benyttes af Skovshoved Sogn badebrolaug.

Gentofte Kommune er ligeledes i dialog med Skovshoved Vandskiklub og Skovshoved Kajakpolo ift. at finde løsninger, der kan hjælpe dem i den kommende tid.

Udløbsledningen, der er etableret i 1930’erne, ligger nedgravet på havbunden under Skovshoved Havn og havneanlæg. I forbindelse med havneudvidelsen i 2015 blev der bygget en overdækning omkring ledningen for at sikre den mod trykskader fra havnen og den nye mole. Den svært tilgængelige placering gør, at al reparationsarbejde skal foregå med en kombination af dykkere og mandskab på land med højt specialiseret materiel. Konstruktionen og den ringe tilgængelighed kombineret med den udsatte placering i forhold til vejr og vind har gjort arbejdet med både lækagelokalisering og udbedring særdeles tidskrævende og udfordrende. Arbejdet har i perioder helt måttet indstilles af hensyn til blandt andet dykkernes sikkerhed.

Læs her. 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev