Banedanmark skriver bl.a. dette i sin pressemeddelelse om fornyelsen af kystbanen:
Natten til lørdag den 30. juni indleder Banedanmark anden og sidste etape af den omfattende fornyelse af Kystbanen. Mens mange danskere tager på ferie, tager Banedanmark arbejdshandskerne på og arbejder på højtryk i perioden til og med den 12. august for at bringe Kystbanen i topform.
“Som pendler eller nabo til banen, kan man måske tænke – er det virkelig nødvendigt? Dertil kan jeg kort svare: Ja! Kystbanen trænger til en gennemgribende fornyelse, så vi fremover kan bidrage til en mere stabil togdrift. Arbejdet bliver omfattende, men vi er helt klar til opgaven.” siger Andreas Christoffer Lund, projektleder i Banedanmark og som står for sommerens arbejde med forny sporene på Kystbanen.
Kystbanen er lukket for togtrafik, mens Banedanmark udfører arbejdet med at forny spor og broer. Derfor kører der ingen tog mellem Hellerup og Helsingør fra fredag aften den 29. juni til og med søndag den 12. august. Mens banen er lukket, erstattes togene af togbusser.