Påsken står for døren, og vi har en masse spændende film på programmet for både store og små.

Den fremragende dokumentarfilm om Ennio Morricone – måske den største filmkomponist nogensinde fik premiere i går. Han skrev bl.a. musikken til “En nævefuld dollars”, Den gode, den onde og den grusomme” og “The Hateful Eight”. Filmen har begejstret de danske anmeldere, og Jacob Wendt Jensen fra Jyllands-Posten udtaler: “Skulle denne anmeldelse blive den sidste, så kan jeg dø lykkelig. For nu har jeg set – og hørt – nærmest alt… filmen, man ønsker, aldrig vil stoppe”, og kvitterer med 6 store stjerner! Gå ikke glip af dette mesterværk!

Til børn og barnlige sjæle har vi både det klassiske kortfilmsshow med Tom & Jerry på ægte 35 mm. film. Varighed ca. 1 time. Så tag børnene med, og giv dem lidt filmhistorie til en nostalgisk oplevelse med Tom & Jerry! Prisen er kun 45 kr.

Vi har også animationsfilmen Hopper, et herligt eventyr for hele familien.

Og til de lidt større børn viser vi Fantastiske skabninger 3: Dumbledores hemmeligheder med Mads Mikkelsen i rollen som Grindelwald og Jude Law som en ung Dumbledore.

Derudover har vi fortsat både Belfast og Rose på programmet.

Vi glæder os til at tage imod jer!

Ennio Morricone – The Maestro

Ennio Morricone er en af de mest indflydelsesrige komponister i spillefilmens historie. Hans filmografi tæller flere end 70 prisbelønnede film, herunder alle Sergio Leones og Giuseppe Tornatores værker samt ikoniske film fra Italien, Frankrig og Hollywood gennem mange årtier. Gennem hele livet arbejdede Morricone sammen med sin gamle skolekammerat Sergio Leone, som hyrede ham til at skrive musikken til sin første spaghettiwestern, EN NÆVEFULD DOLLARS, i 1964. Morricones lydside til den sidste film i Dollar-trilogien, DEN GODE, DEN ONDE OG DEN GRUSOMME, anses for at være et af de mest indflydelsesrige stykker filmmusik nogensinde og blev indlemmet i Grammy Hall of Fame i 2009. I 2016 modtog Morricone sin første Oscar for musikken til Quentin Tarantinos THE HATEFUL EIGHT.

Se alle spilletider og køb billetter

Kom til påskehygge med Tom & Jerry

Oplev det klassiske kortfilmsshow med Tom & Jerry på rigtig 35 mm. film her i biografen. I dag er biograferne 100% digitaliserede, men følelsen af at se ægte film er noget helt unikt, og det er kun muligt at opleve i Gentofte Kino, hvor vi har hentet filmene frem fra vores arkiv. Du kan bl.a. glæde dig til ”Jerry og løven”, ”En hund i nøden”, ”Tom & Jerry i Texas” m.fl. så tag børnene med, og giv dem lidt filmhistorie til en nostalgisk oplevelse med Tom & Jerry! Vises kl. 11 dagligt fra mandag d. 11. til og med mandag d. 18. april.

Køb billetter

Hopper – Påskefilm for hele familien

Følg med Hopper i jagten på Mørkets hamsters forsvundne scepter i et herligt eventyr for hele familien. Hopper er en blanding af en kylling og en hare og blev adopteret af Kong Peter, som var en berømt opdagelsesrejsende. Selvom Hopper ved, at han er klodset, har han altid drømt om at blive en stor eventyrer. Så da kongen trues af sin onde bror, som vil stjæle det magiske scepter og overtage tronen, ved Hopper, at tiden er inde til at udføre en heltegerning. Han er altid blevet drillet, fordi han ser anderledes ud, men nu forstår han, at det kan være en stor fordel for en helt at være helt særlig.

Se alle spilletider og køb billetter

Fantastiske skabninger 3: Dumbledores hemmeligheder

Professor Albus Dumbledore (Jude Law) har fået færten af, at den magtfulde, mørkets troldmand, Gellert Grindelwald (Mads Mikkelsen), forsøger at tage magten over troldmandsverdenen. Da han ikke kan stoppe ham alene, giver han den magiske zoolog, Newt Scamander (Eddie Redmayne), ansvaret for et frygtløst hold af troldmænd, hekse og en modig muggler-bager, som skal på en farlig mission, hvor de skal stå ansigt til ansigt med både gamle og nye skabninger og stå sammen imod Grindelwalds hastigt voksende gruppe af tilhængere. Men når der er så meget på spil, hvor længe kan Dumbledore så blive ved med at holde sig på sidelinjen?

Se alle spilletider og køb billetter

Forpremiere: De forbandede år 2 – Med oplæg af instruktør Anders Refn

Filmen udspiller sig efter 1943, hvor samarbejdspolitikken ophører, og den danske modstandsbevægelse vinder ind. Filmen følger igen Familien Skov, hvor fabriksejeren og faderen Karl prøver at balancere den udfordrede økonomi og den splittede familie. Den ældste søn, Aksel, er yderst aktiv imodstandsbevægelsen, hvor han er ved at udvikle sig til en brutal partisaner. Vi serverer københavnerpølser med brød efter oplægget med Anders Refn – inden filmstart.

Tirsdag den 19. april kl. 17.00 Billetpris: 145 kr. inkl. oplæg og pølse/brød

Køb billetter

Vi viser stadig

Belfast

I sommeren 1969 lander det første menneske på måned, og Buddy er fyldt 9 år. Og så eksploderer Belfast i vold, da konflikten mellem det protestantiske flertal og det katolske mindretal koger over. Fra den ene dag til den anden forvandles Buddys trygge gade, hvor alle kender alle, og hvor en stor del også tilhører familien, sig til en truende verden, hvor han alt for hurtigt bliver tvunget til at blive voksen. Hvor verden tidligere var let at opfatte på præcis samme enkle måde som filmenes univers, som Buddy dyrker, med helte og skurke, hvidt og sort, så skal han nu tage stilling til bekymrende nye spørgsmål. Hvordan skal hans bedstefar og bedstemor klare sig? Vil hans far vise sig at være en helt præcis som i westernfilmene? Og vil han nogensinde få modet til at tale til Catherine, som han har forelsket sig i, og som han planlægger at gifte sig med en dag? Kenneth Branagh tager sit publikum med tilbage til sin barndoms ”Belfast” med en ung helt, der præcis som Branagh selv samlede på Matchbox biler, legede på gaden, kendte alle naboerne – og pludselig skulle tage stilling til de voksnes grumme verden. Hans alter ego (selv om Branagh understreger, at filmen ikke er autobiografisk, men ”auto-fiktion”) spilles af Jude Hill, mens den farverige familie består af bl.a. Caitriona Balfe, Jamie Dornan, Ciarán Hinds og Judi Dench.

Se alle spilletider og køb billetter

Rose

Stemningen er høj og forventningerne er store, da en busfuld glade nordjyder forlader Aalborg på deres livs rejse til Paris. I bussen sidder også Inger (Sofie Gråbøl), søsteren Ellen (Lene Maria Christensen), svogeren Vagn (Anders W. Berthelsen) og forude ligger der en hel uge og venter på dem med god mad, Eiffeltårnet, Seinen og alt hvad den franske hovedstad ellers kan byde på.

De er dog knapt nået frem til den jyske motorvej, før Inger (Sofie Gråbøl) højlydt erklærer at hun er skizofren og snart har hun sat hele selskabet på den anden ende. Luften bliver tyk af fordomme og den gode stemning i bussen daler hastigt.

Man skal dog ikke skue hunden på hårene. For allerede efter få timer i Paris kommer nordjydernes talenter til kort og det viser sig, at Inger er den eneste som både mestrer sproget, det franske spisekort og de gode manerer i en grad, der får overbevist selskabets værste pessimister.

‘Rose’ er ikke bare en stærkt underholdende og hjertevarm fortælling, men det er også en film der får os til at glæde os over alle livets og individets nuancer, hvis vi bare tør åbne vores øjne.

Filmen som er baseret på filminstruktør Niels Arden Oplevs egen familie tæller udover Sofie Gråbøl, Lene Maria Christensen, Anders W. Berthelsen også Søren Malling, Peter Gantzler, Karen-Lise Mynster, Christiane G. Koch, Illyès Salah og Jean-Pierre Lorit blandt de medvirkende.

Se alle spilletider og køb billetter

Print ugens program

Se alle forestillinger

Copyright © 2022 Gentofte Kino, All rights reserved. Du modtager denne mail, da du har tilmeldt dig Gentofte Kinos Nyhedsbrev.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev