Gentofte Kommune skriver bl.a. dette i sin pressemeddelelse om rygning og alkohol:
Gentofte har et alarmerende overforbrug i forhold til resten af landet, når det kommer til rygning og alkohol blandt unge. Derfor har kommunalbestyrelsen nedsat opgaveudvalget Unges Sundhed og Trivsel, der skal komme med konkrete forslag til at bekæmpe overforbruget og øge trivslen. Stor konference på vej.
Unge i Gentofte Kommune ryger og drikker mere end landsgennemsnittet og andelen af unge i kommunen, der har prøvet hash og andre euforiserende stoffer, er også stigende. Samtidig viser tal fra Center for Rusmiddelforskning, at en for stor andel af de unge i kommunen mistrives, fordi de lever med et pres for at præstere både i skolen og i sociale sammenhænge.
Derfor har kommunalbestyrelsen i Gentofte netop nedsat opgaveudvalget Unges Sundhed og Trivsel, der består af fem politikere og ti borgere heraf fire unge. I de næste halvandet år skal de finde på konkrete forslag til, hvordan unge kan motiveres til en adfærd og kultur med mindre røg, alkohol og stoffer.
Formanden for opgaveudvalget, Andreas Weidinger (K), er glad for at være kommet i gang med arbejdet:
– Det nytter ikke at formane vores unge om, at det er farligt at ryge og drikke for meget. Det ved de godt. I stedet har vi fokus på at sikre, at flere unge trives godt og har adgang til fællesskaber, hvor adgangsbilletten ikke er alkohol og smøger, siger Andreas Weidinger.
Samtidig understreger han vigtigheden af, at forældrene, unge og hele lokalsamfundet fra skoler, gymnasier og fritidsklubber tager medansvar.
– Hvis vi skal have en chance for at ændre noget som helst, er det helt afgørende, at alle i kommunen spiller med. For eksempel må forældre, de unge selv og forenings- og fritidsliv være med til at beslutte de spilleregler, der skal være, siger Andreas Weidinger.
Undervejs i forløbet er det planen, at nogle af opgaveudvalgets forslag afprøves i praksis, så der kan høstes erfaringer, inden et tiltag eventuelt bredes ud.