Uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Gentofte i tidsrummet 11.08.2023-22.08.2023

a

Bedrageri, Gentofte

Anmeldelse kl. 16.55 om en 78-årig kvinde, der torsdag den 10. august mellem kl. 14.00-16.50 blev svindlet til at udlevere sine smykker og sit Dankort. Gerningsmanden, der udgav sig for at være fra politiet, blev beskrevet som: Mand, dansk af udseende, 35-40 år, 170-180 cm, kropsbygning: kraftig, hudfarve: hvid, talte: dansk, iført: træningstøj med blåt mønster. Kan ikke genkendes.

Dreng ramt af bil, Gentofte

Tirsdag eftermiddag klokken 17.31 blev en 9-årig dreng fra Hellerup ramt af en bil i krydset Dyssegårdsvej/Engstien. Drengen kom ikke alvorligt til skade. Bilen blev ført af en 48-årig mand fra København.

Faldt af hestevogn, Klampenborg

En 78-årig mand kørte kl. 13.16 hestevogn ad Peter Lieps Vej i østlig retning, hvor han ville passere en 68-årig mands hestevogn, der kørte i vestlig retning. Ved forbikørslen blev den 78-åriges hest utryg, hvorfor hesten prustede, hvilket gav den anden hest et chok. Den 68-åriges hest løb derfor ned i en grøft, hvorefter den 68-årige mand faldt af hestevognen, og landede på jorden. Beredskabspatrulje til stedet. Den 68-årige blev kørt til tjek på nærmeste hospital.

Færdselsuheld, Charlottenlund

En 20-årig mandlig motorcyklist og en 62-årig kvindelig bilist kørte kl. 11.45 i sydlig færdselsretning ad Kystvejen, hvor motorcyklisten ca. 15 meter nord for krydset Kystvejen/Strandvejen påkørte bilisten bagfra, idet bilisten bremsede, da hun holdt tilbage for en cyklist, der ville passere krydset. Patrulje og Brand til stedet. Strandvejen spærret i sydlig retning. Kl. 12.05 er d er ryddet op på stedet, og færdslen åbnet i begge retninger. Ingen melding om personskade.

Færdselsuheld, Gentofte

En 42-årig kvinde kørte kl. 14.46 i rundkørslen Jægervangen/Ermelundsvej. Da hun ville svinge til højre ad Jægersborg Alle, byttede hun om på bremse og speeder, hvilket medførte, at hun kørte med sin front ind i venstre side på en 72-årig mands bil. Ingen melding om personskade.

Hærværk på togvogne, Klampenborg

Søndag ved middagstid kom en anmeldelse om, at der var malet graffiti på otte togvogne ved Klampenborg Station. En patrulje kørte til stedet og traf to personer, som medbragte en pose fyldt med sprayflasker. Den ene, en 24-årig mand med ukendt adresse, var tillige i besiddelse af en kniv og en mindre mængde skunk, hvilket han blev sigtet for.

Mand kørte ind i container, Gentofte

En 77-årig mandlig bilist fra Gentofte måtte søndag eftermiddag en tur på hospitalet, efter at han klokken 14.48 kørte ind i en container på Løvenborg Allé.

Musik til ulempe, Gentofte

Anmeldelse kl. 21.04 om, at der blev spillet meget høj musik udendørs på Jægersborg Allé. Anmelder mente, at det lød som en koncert. Patrulje til stedet, som vejledte festdeltagerne om at skrue ned. Patruljen fik oplyst, at festen skulle slutte kl. 23.30.

Overholdt ikke sin vigepligt, Gentofte

En 89-årig kvinde kørte kl. 12.26 syd ad Lyngbyvej, hvor hun uden at overholde sin vigepligt foretog et højresving ved krydset Lyngbyvej/Byledet ind foran en 32-årig kvindelig cyklist, som ligeledes kørte syd ad Lyngbyvej. Cyklisten havde en hastighed på ca. 30 km/t, mens den 89-årige kvinde havde en hastighed på ca. 5 km/t. Der skete en kollision mellem de to parter, således at cyklisten kolliderede med højre side af fronten på den 89-åriges personbil. Ingen melding om personskade.

Sammenviklede styr førte til styrt, Gentofte

To sammenviklede cykelstyr førte klokken 16.43 til, at en 26-årig mand fra København og en 65-årig kvinde fra Gentofte stødte sammen. Uheldet skete på Lyngbyvej klokken 16.43, da de to passerede hinanden. Begge cyklister kom lettere til skade.

Værktøj stjålet fra bil, Gentofte

Klokken 07.20 blev det anmeldt, at der i løbet af den seneste uge var blevet stjålet værktøj for et større beløb fra en varebil, som stod på Sognevej. Tyven har brudt varebilens bagdør op for at skaffe sig adgang til værktøjet.

Foto: ABW

Tilmeld dig vores nyhedsbrev