Borgerne i Gentofte Kommune har fået et nyt hus. Et sted, hvor frivillighedskulturen i Gentofte kan udvikle sig i strukturerede rammer, og hvor fællesskaber, læring og formidling er i fokus. Byens Hus, kalder vi det.
De fleste kender de hvide bygninger på Hellerupvej 22-24 som ‘den tidligere Internationale Skole’. Men siden Gentofte Kommune overtog stedet i 2017, har huset fået et væld af nye funktioner – og nu også et nyt navn.
– Det er et hus for alle – borgere, foreninger, private aktører, frivillige og meget andet. Huset skal understøtte borgernes initiativer og virkelyst, og derfor synes vi, at det er et godt valg at kalde det Byens Hus, siger borgmester Hans Toft.
Visionen for Byens Hus er at udvikle et velorganiseret hus for frivillige med plads til, at mange forskellige brugergrupper kan mødes om fælles aktiviteter på tværs af alder og interesser. Mangfoldigheden af aktiviteter og initiativer i huset skal inspirere til netværk på tværs af traditionelle skel mellem foreninger, private aktører, borgere, frivillige og kommune, og give mod til at gøre tingene på nye måder.
Bygningerne huser allerede Headspace, Repaircafé, bæredygtighedsnetværket m.m., ligesom en del af de tidligere skolebygninger nu og fremadrettet fungerer som bolig for 34 flygtninge. Byens Hus lægger også lokaler til fællesspisninger, kunst og kultur, rådgivning, idræts-, undervisnings-, og mødeaktiviteter osv. og vil også danne rammerne om et nyt ungemiljø, dele af Gentofte Kommunes udskoling, Frivilligcenter og selvhjælp Gentofte.
Inden længe vil man kunne se navnet ‘Byens Hus’ på facaden sammen med sætningen ‘Vi skaber sammen’. Det understreger husets vision om at være et sted for alle, hvor synergi og sameksistens mellem en meget bred brugergruppe er en styrke.
Derfor falder det også helt naturligt, at det er et opgaveudvalg bestående af borgere og politikere, der senere på året sætter gang i arbejdet med at udarbejde forslag til overordnet koncept, fremtidig organisering og styreform for ‘BYENS HUS – vi skaber sammen’.
Interesserede kan fra den 29. januar læse mere om rekruttering af borgere til det kommende opgaveudvalg ‘Byens Hus – Vi skaber sammen’ på www.gentofte.dk/opgaveudvalg.