Fra Lise Hjorth, der opstiller til seniorrådet, har vi modtaget følgende:

SENIORRÅDSVALGET I GENTOFTE er i fuld gang.  Alle borgere over 60 år har fået tilsendt stemmesedler og et hæfte, som kort præsenterer de opstillede kandidater.  Man kan afgive sin stemme pr. post eller digitalt, blot skal man sørge for, at ens stemme er Rådhuset i hænde senest den 31. oktober før klokken 10.00 om formiddagen.

Og jeg er en af kandidaterne.  Hvorfor?   Fordi jeg har lysten, energien og mange ideer til, hvordan kontakten mellem kommunens seniorer og Rådhuset kan forbedres.  Jeg har spurgt mig lidt omkring og opdaget, at der er alt for mange, som slet ikke er klar over, hvilket kæmpearbejde Seniorrådet udfører, eller over hvor stor indflydelse man som ældre faktisk kan få ved at holde sig i kontakt med Seniorrådet.

Jeg er Facebookbruger, ligesom mange af mine egne jævnaldrende, og det har undret mig, at Seniorrådet ikke har sin egen gruppe på Facebook.  Da jeg kender til arbejdet som administrator af både en åben og en lukket -kun-for-medlemmer-Facebookgruppe, kunne jeg tænke mig at oprette en sådan “Gentoftes Seniorråd”-gruppe, hvor man skal kunne orientere sig om, hvad Rådet er i gang med, tilbagemeldinger fra Rådets møder, hvilke områder der er interessante, begivenheder for ældre i kommunen, gode råd, og hvor Gentoftes seniorer skal kunne stille spørgsmål og få svar.  Og ikke mindst skal kunne komme med gode ideer.  Jeg blev da også inviteret til at være med i Rådhusets ide-gruppe om IT-og-borgerne.  Og lad mig tilføje, jeg er derfor også meget begejstret for den mulighed for informationsdeling, som “Dit Gentofte” tilbyder.

Jeg var selv i sin tid ide- og inspirationsgiver til de motionsapparater, som i nogle år har været opstillet ved bl.a.  Charlottenlund Strand og ved Gentofte Sø. Jeg kunne godt tænke mig, at aktiviterne her udvidedes både med flere apparater og måske med en månedlig instruktion for seniorer i, hvordan apparaterne bedst bruges af ældre.

Jeg var udlandsdansker i en del år og har derfor nok en forkærlighed for Gentoftes internationale milljø. Hvor mange ældre er vi, som enten er “kommet hjem igen” eller er flyttet hertil,fordi vores ægtefælles tilhørsforhold er Gentofte. Hvor mange ældre er vi med en international baggrund, og hvor mange nydanskere, og nye gammeldanskere deltager i Rådhusets arrangementer for seniorer. Hvordan når Rådhuset ud til ældre, hvis barndom og ungdom måske ikke lå i Danmark?  –

Vi er også mange ældre enlige i egen bolig. Enlige seniorer, som klarer sig selv, enten helt eller delvis. En gennemgående bekymring fra de mange seniorer jeg har talt med gennem de seneste måneder er, om man vil kunne blive i eget hjem, vil Seniorrådet kunne medvirke til at gøre livet lettere for os?  Vi ved, at der ikke findes lejligheder nok, hverken til køb eller leje i et antal, der bare nærmer sig behovet, så er der måder, der kan sikre os længere ophold i vores nuværende bolig?

Jeg har boet i kommunen i 40 år.  I fire forskellige områder, så jeg føler, jeg er ægte Gentofteborger og kender kommunen rigtig godt.  Jeg  har i flere år været bestyrelsesmedlem i Forstbotanisk Haves Venner, været forældrerådsmedlem i 18 år, da jeg havde mindre børn og kommer i Netværkshuset.  I mit arbejdsliv i Danmark var jeg først uddannelseschef siden salgschef i Magasin koncernen, og siden har jeg haft eget firma, stiftet en organisation til fordel for højt begavede tibetanske flygtningebørn i Indien, og været skribent for blandt andet Tibetan Women’s Association, ligesom jeg er bestyrelsesmedlem i Støttekomiteen for Tibet.

Så hvis du er stemmeberettiget – og ikke har stemt endnu – har du en max en uge.  Husk, din stemme skal være modtaget af Rådhuset senest den 31. oktober, kl. 10.00

Og hvis du tør betro mig din stemme, så lover jeg dig min stemme i Seniorrådet:  Stem på Lise Hjorth.

Foto: Lise Hjorth