Turéll-samlingen
Turéll-samlingen
Vangede Bygade 45
2820 Gentofte
Tlf: 39 98 57 60

Dan Turèll havde i en stor del af sit liv en tæt tilknytning til Vangede. Han flyttede til Vangede som 9 årig, hvor han voksede op med sine 4 yngre søskende. I 1975 fik han udgivet Vangede Billeder, der handler om mennesker og hverdagslivet i Vangede før og omkring 1970’erne. I bogen fremstiller Turell det konservative styre i Gentofte og beskriver det kommunistiske og socialdemokratiske miljø i Vangede på en karikeret, skæv og humoristisk måde. Bogen blev hans store folkelige gennembrud  og er fortsat i dag populær blandt mange unge.

Turèll-samlingen er derfor naturligvis en del af Vangede Bibliotek. Samlingen indeholder ca. 600 enheder, bl.a. bøger Turéll selv skrev, atologier han har bidraget til, cd’er med hans “musik” og videoer. I samlingen kan interesserede fordybe sig i hans forfatterskab eller se og høre ham på cd eller video.

Onkel Danny og politik

Dan Turéll var kendt for sine venstreorienterede synspunkter, der kom til udtryk i Vangede Billeder, men også i Onkel Danny Fortæller, hvor han beskriver mange af de venstrefløjsaktiviteter han deltog i som ung. I sin ungdom var Dan Turéll aktiv i foreningen Socialistisk Ungdoms Forum og bidrog jævnligt med artikler til det socialistiske tidsskrift for politik og kultur, Aspekt.